fredag den 9. december 2022

Hvalpene 4 uger gamle ...

 I dag fylder hvalpene 4 uger og de udvikles med lynets hast. De er ved at få rigtig hvalpeform og der er kommet godt med luft under maven. De leger og opfører sig mere og mere som "rigtige" hunde. Det er så skønt at følge med i deres udvikling. 

De er begyndt at få lidt fast føde og det er et kæmpe hit. Selvom de forsynes hos deres mor siger de ikke nej tak til et ekstra måltid. De har appetit på livet de små.

Vi er i fuld gang med prægning på lyd. Vi bruger lyd CD´er og kun fantasien sætter grænser for hvad man kan finde på af larme legetøj. De tager det hele med ophøjet ro.

Der er nye billeder i galleriet under uge 3








fredag den 2. december 2022

Hvalpene 3 uger gamle ...

 I dag har hvalpene 3 ugers fødselsdag. Det skal fejres med ormekur .. er ikke sikker på, at de synes det er noget særligt .. SMIL .. men det er ved at være tid til den slags fornøjelser. 

Jeg tænker også, at de skal forsøge sig med lidt andet mad end lige deres mors mælkebar i weekenden. Så må vi se om det er en succes eller om de foretrækker Asti som leverandør. 

Nu er de også klar til besøg. Det tror jeg til gengæld de glæder sig meget til. 




Jagt forbi ...

Onsdag d. 30.11.22 måtte vi desværre sige farvel til vores helt fantastiske Saga.
Hun var noget ganske særligt og vi savner hende allerede helt forfærdeligt. 

En stjerne levede, 
En stjerne, sagde farvel,
En stjerne blev kaldt hjem.



onsdag den 30. november 2022

Nye omgivelser ...

 I dag er hvalpene flyttet ud af hvalpebassinet. Både de og Asti trængte til lidt mere plads omkring sig. Hvalpene er vågne længere tid af gangen nu og de har brug for at kunne styrke deres motorik og nysgerrighed. Jeg tror de alle er tilfredse med de nye omgivelser. 




fredag den 25. november 2022

Hvalpene 2 uger gamle ...

I dag har hvalpene 2 ugers fødselsdag. De trives stadig og vokser sig store og fine. De udvikler sig hver eneste dag og de bliver bare skønnere og skønnere.

De har fået øjne og er blevet meget bevidste om deres omgivelser. Det glæder mig meget at se hvor nysgerrige de er. Alt skal undersøges når de er vågne. De er stærke og er blevet gode til at gå. De gør også sig selv rene nu så det varer ikke længe før vi skal i gang med aviser og hjælpe Asti med rengøringen. 

De nyder at blive nusset om og tror allerede, at fingre er til for at blive rusket. Joo - selvtilliden fejler ikke noget. 




mandag den 21. november 2022

Nyt fra hvalpekassen ...

Alt vel fra hvalpekassen 😊

Hvalpene øver sig på at blive mere mobile og der er fart på når de bevæger sig rundt i kassen. Asti passer dem til UG og nyder stadig mange timer sammen med dem. Hun hygger om hvalpene og de er trygge og tilpasse i hendes selskab. Når hun ikke er i kassen er der også helt ro og de sover .. sammen eller hver for sig. Asti foretrækker at ligge på sengen ved siden af hvalpekassen .. men en sjældent gang i løbet af aftenen kommer hun ind og skal hygges om sammen med resten af flokken. 

Hvalpene har været lidt hårde ved mælkebaren så Søndag fik de deres første negleklip. Hvalpens negle har en skarp krog og den er lidt hård ved tæven når de dier. Min fornemmeste opgaver er, at holde mælkebaren sund og skadesfri 😅 Man kan undre sig over hvorfor naturen giver dem lange skarpe negle imens de er så små. Tror tæven ville foretrække de først kom frem lidt længere fremme i forløbet. 

Ellers synes jeg at naturen er så forunderlig og vidunderlig. Uanset hvor mange bøger og gode råd jeg læser omkring drægtighed, fødsel og hvalpepasning ved mine tæver alligevel altid bedst .. nok er de dygtige men de læser dog ingen bøger og alligevel er de klogest 😉 det er så fantastisk og jeg imponeres hver eneste gang

Asti er en fantastisk hundemor. Hun bar sin drægtighed flot og passede godt på sig selv. Hun leverede sunde og stærke hvalpe igennem en ukompliceret fødsel. Hun passer sine hvalpe nidkært og med stor overbevisning. Hvalpene trives. De tager dagligt flot på i vægt, de er rolige, spiser og sover som de skal.

Det er så imponerende som tæven følger hvalpenes udvikling og måden hun tilpasser sig deres behov. Det er et meget spændende studie og ganske lærerigt hvis man giver sig tid til at observerer.

Jeg elsker mine tæver højt og de har min største respekt




torsdag den 17. november 2022

Hvalpene trives ...

I morgen fylder hvalpene 1 uge .. de trives alle mand. De er store, fine og stærke hvalpe. 

De har alle så rigeligt fordoblet deres vægt så det er super fint. 

Selvom de spiser godt er de samtidig meget mobile. De var ikke mange dage gamle før der kom luft under maven når de bevæger sig i kassen. Det varer nok heller ikke længe før de ikke bliver til at styre 😃

Asti er stadig meget glad for dem og tilbringer næsten alt sin tid sammen med dem. Dog nyder hun at komme med på dagens lufteture. Hun trænger til at få rørt sig efter de mange timer i hvalpekassen. 

Der er billeder i galleriet - I finder dem under fanen Hvalpe / Hvalpe galleri 




mandag den 14. november 2022

Vi har fået hvalpe ...

Fredag d. 11.11.22 berigede Asti os med 4 store og stærke hvalpe. Det blev til 2 tæver og 2 hanner. 

Vi har glædet os meget til at byde dem velkommen.

Dette er Asti´s første kuld og hun har klaret det hele til UG. Hun havde det nemt under drægtigheden og har passet godt på sig selv. Omend hun gav sig god tid under opblokning og fødsel gik det hele lige efter bogen. Alle hvalpe kom sikkert til verden og de var aktive og stærke da de blev født.

Hvalpene trives og øger vægten i store spring fra dag til dag. 

Fødselsforløb og vægt:

11.11.22 kl 10:20 Rød tæve 430 g / 12.11.22 490 g / 13.11.22 550 g / 14.11.22 660 g

11.11.22 kl 10:54 L Rød tæve 390 g / 12.11.22 420 g / 13.11.22 500 g / 14.11.22 570 g

11.11.22 kl 13:09 Blå han 420 g / 12.11.22 460 g / 13.11.22 530 g / 14.11.22 610 g

11.11.22 kl 17:30 Sort han 430 g / 12.11.22 470 g / 13.11.22 540 g / 14.11.22 630 g

Da hvalpene jo blev født på "bagerens fødselsdag" bliver dette et bager kuld. Så det bliver spændende at se hvilke navne vi finder på.




mandag den 24. oktober 2022

Asti vokser og vokser ...

 24.10.22

Asti trives med at være drægtig. Nogle dage har hun lidt kvalme men ellers virker hun ikke til at have gener. Hun er god til at passe på sig selv og hun hviler meget. Men når vi er på tur giver hun den fuld gas som vanligt. 

Jeg synes dog hun virker temmelig stor efter kun at skulle vente 3 hvalpe .. så det bliver meget spændende at se hvad hun gemmer på 💗🐾

Det er svært at se på et billede .. men her er et at den frodige mave ..



UWT i Brønderslev ...

 22.10.22

I dag afholdte vi UWT for region nordjylland. Det var en fantastisk dag. Der var to Pinnmoors hunde til start.

Martin Christiansen & Pinnmoors Coco stillede i begynderklassen og sørme om ikke de bestod med fine point. 

KÆMPE TILLYKKE Martin - well done 👏



Kristian Beck & Pinnmoors Sky Airis stillede i åbenklasse. Endnu engang leverede de to drenge en meget overbevisende præstation. Desværre gik der lidt ged i den ene post hvor de var meget uheldige med en startpistol der kiksede. Vi ved de er stabile og dygtige og ingen tvivl om, at de er et spørgsmål om tid før det er dem der står først på podiet 😊

Jagtsæsonen i fuld gang ...

 Jagsæsonen er i fuld gang !

Nu hvor Asti er gået på barsel må Aqua tage over som 1. hund på opsamlingerne. Jeg må sige, at hun lever til fulde op til hendes nye ansvar. Hun gør det virkelig godt og jeg er glad for, at hun får muligheden for at vise, at alt hvad hun har lært også virker i praksis og at hun også får succes med de svære fugle. Min fine gule pige 💗

Alfa er også med på opsamlingerne og giver den fuld gas. Hun er den nemmeste hund i hele verden så Sandra og Helene har også glæde af hende i ny og næ. Hun er også skattet på foreningsjagterne hvor hun er fantastisk til at drive. Hun er bare helt speciel 💓 Håber Astis hvalpe med Navy bliver lige så fantastiske 😍

Titan er også med på opsamlinger og hun er virkelig nem og sød at have med. 

Kenya har også været lidt med og der er ingen tvivl om at en spaniel er i sit es når den får lov at gå et søg. Det er noget helt specielt at gå med en spaniel. Vi er begge fan 😊🐾

Her er det Aqua & Titan der er med en formiddag på udekontoret.



Vi venter hvalpe ...

 03.10.22

I dag kørte Asti og jeg en tur til Hinnerup for at se om besøget hos Navy har båret frugt. 

Sørme om ikke vi kunne finde et par fine putter med fin hjertelyd. Dyrlægen kunne finde 3 hvalpe så selvom man ikke kan regne med antallet ved denne scanning skal vi nok ikke forvente et stort kuld.

Det passer os rigtig fint. Dette er jo et vinterkuld som vi skal have inde i huset hele perioden. Så det er alt andet lidt nemmere med få fremfor flere hvis de skal spurte rundt i hele huset 🙈

Ihh hvor vi glæder os !




1. Vinder til Nordjysk markeringsmesterskab ...

 24.09.22

Vi ønsker kæmpe tillykke med 1. Vinder på Nordjysk markeringsmesterskab til Karsten Larsen & Pinnmoors Delta.

Vi så solidt arbejde dagen igennem og de stod knivskarpt på alle poster. Well done 💪

Kristian Bech & Pinnmoors Sky Airis lavede også meget nogle meget flotte poster men måtte desværre se sig slået af hegnet i finalen. Men super flot arbejde af de to drengen dagen igennem 👏

Mie Christensen & Pinnmoors Tango samt Pinnmoors Aqua og jeg gennemførte til og med semifinalen. Vi havde dog ikke samlet set point nok til at komme med i finalen.

Tak til jer alle for en dejlig dag. 

Det er skønt at se jer derude og få lov at følge jeres dygtige hunde 🐾

Delta & Tango er begge efter Saga og Navy. Vi glæder os meget til at få flere Navy børn i huset.
De gør det godt derud og vi er meget stolte og glade for dem alle.






fredag den 16. september 2022

Asti på herrevisit ...

 

Asti har været på herrevisit og om alt går vel venter vi hvalpe omkring d. 08.11.22

Nok er Asti generelt glad for drengene men hun er jo også en stædig dame der ønsker at sætte sit eget præg på tingene.

Så Asti´s valg faldt på Brown Hunt´s Navy der selvom han er ved at være en ældre herre stadig er "going strong".

Navy lod sig ikke narre af den bestemte madamme og lod sig hundse med 3 dage i streg. Så vi krydser fingre for, at der var held i sprøjten denne gang.

Vi har altid været meget glade for Navy. Vi har kendt ham hele hans liv og jeg husker at jeg mødte ham første gang da jeg hvalpetestede ham og hans kuldsøskende 7 uger gamle.

Navy er far til Saga´s første kuld "Navy kuldet" der talte 12 sunde hvalpe hvoraf vi selv har fornøjelsen af Alfa i huset. Alfa har selv lavet 2 sunde kuld hvalpe "Sodavandskuldet" og "Gin kuldet".

Vi glæder os rigtig meget til dette kuld der indeholder mange af de hunde vi har glædet os over igennem tiden. To der bla går igen er "RM09 Miko" samt SEVCH DKSCH(V) Brown Hunt's Hermione Granger "Mione". Mione var bla mor til min gamle tæve Ronja så det glæder mig meget, at bevarer lidt af hende i min nye hvalp.

Det er en spændende kombination hvor begge hunde supplerer hinanden virkelig godt.

Nu er det bare at vente og se 😊




Flotte røntgen resultater i hus ...

 16.09.22

Så har alle røntgen resultater fra Gin kuldet været forbi DKK. Det er et meget tilfredsstillende resultat.


Stort tillykke til jer alle !

Tusind tak fordi I har passet godt på dem og Tusind tak fordi I har ladet dem fotograferer. 
Det sætter vi meget stor pris på.




søndag den 28. august 2022

Kenya med prøve debut ...

 27.08.22

Lørdag gik turen til Spaniel dag i Give. Kenya og jeg havde markprøve debut på en uofficiel working test i åbenklasse. Kenya gik en rigtig fin prøve og blev belønnet med en placering som 2. vinder.

Kenya er kun lige blevet 12 mdr så jeg er mere end tilfreds med hende. Hun gik et fint søg, accepterede at sidde på skud og flush på kanin og gik en fin linje på dirigeringen. 

Hun er blevet en dygtig lille spaniels hund som jeg nyder at træne med.




Asti er gået i løbetid ...

 25.08.22

Så er Asti gået i løbetid og vi er så småt begyndt at forberede hende til parring. 

Hun har fået ferie så hun kan komme lidt ned i gear inden parring. Vi giver hende tilskud af omega 3, E vitamin, C vitamin samt en mælkesyre bakterie. I næste uge skal hun til Hinnerup og have lavet et skrab så hun kan blive tjekket for om hendes baterie flora er som den skal være. Så kan vi forhåbentlig se frem til nogle gode parringer i uge 36.

Det bliver så spændende om vi kan få det til at lykkedes denne gang.




mandag den 22. august 2022

2. Vinder Mock Trail ...

21.08.22

 I dag afholdte DRK nordjylland mocktrail i Hadsund. 

Der var intet mindre end 3 Pinnmoors hunde til start.

Pinnmoors Sky Airis og Kristian Beck samt Pinnmoors Aqua og jeg selv deltog om formiddagen i åbenklasse. 
Airis var lidt varm og kunne godt have brugt en fin markering som første "fugl". Desværre ville skæbnen, at det andet hold missede en "fugl" og derfor blev Airis og Kristian rykket op i den anden ende og skulle dermed starte ud med en dirigering. Den var for kort til Airis lange ben så der gik desværre lidt for lang tid med at få ham bragt til området. Ærgerligt Kristian - på den igen !

Aqua´s første "fugl" var en fin markering som hun løste tilfredsstillende. Den anden "fugl" var en kort dirigering. Aqua gik ikke på min kommando og ja, så er man dømt ude. Så vi må også på den igen !

Over middag skulle Asti og jeg så prøve kræfter med prøven i vinderklasse. Vi lagde ud med en dirigering der kom lidt bag på mig. Så jeg fik ikke ført hende særlig godt. Men Asti præsterede heldigvis bedre end jeg så hjem kom "fuglen" på trods at lidt skrammer i bogen. Herefter fulgte en super markering med skjult nedfald, en kortere markering i tættere underskov hvor jeg lige fløjtede lidt, en lang dirigering ala Kristians hvor første hund ikke får en markering hjem og vi bliver kaldt op i den anden ende få at løse den som en dirigering. Her lavede hun et flot stykke arbejde. Da vi manglede sidste "fugl" var vi sidste hund på linjen og vi sluttede med endnu en flot markering med skjult nedfald. 

WOW .. det var vildt, det var spændende og det var angstprovokerende at være med. Fantastisk !

Ud af 13 startende hunde gennemførte 3 og vi endte som 2.vinder 

Spændende prøve i fedt terræn, gode mennesker og godt selskab. What´s not to like ?

Tak til dommere, prøveleder, hjælpere og øvrige deltagere for en skøn dag. 

TUSIND TAK til Pernille og Sandra for support, opbakning og hyggelig fejring efterfølgende. 





Ingen hvalpe i denne omgang ...

 19.08.22

Denne parring med Alfa har bragt os mange oppe og nedture. På trods af tre super fine parringer og en Alfa der var overbevist om, at hun var drægtig var der desværre ingen hvalpe i hende denne gang. 

De første to drægtigheds scanninger var negative men så kom der en positiv. Den troede vi på da hun også opførte sig som en drægtig tæve og også tog på i vægt. Men slut på drægtigheden lignede hun nu alligevel ikke en højdrægtig tæve så vi besluttede at få vished med et røntgenfoto. Det bekræftede vores mistanke - ingen hvalpe. 

Vi har reflekteret meget over dette da det virker lidt uforståeligt. Både Alfa og Indy har tidligere lavet fine hvalpekuld uden problemer. Så Pernille ringede til fertilitetsklinikken i Hinnerup for at høre om de kunne bidrage med lidt viden. De fortalte, at de også selv havde undret sig over at mange tæver er gået tomme denne sommer. De havde derfor forsket lidt i det og fundet ud af, at sædceller har meget svært ved, at overleve i varme. Så det er sikkert forklaringen. Ja - modernatur er en værdig modstander må man sige. 

Nu har vi besluttet at parre Asti der forventes at løbe i August/September. Det kommer til at gå lidt udover jagtsæsonen men sådan må det blive i år.




Flot resultat fra Dorf ...

 07.08.22

Martin Christiansen og Pinnmoors Coco har endnu engang vist sig frem i jagtforeningsregi.

I dag opnåede de en flot 5. Vinder med 48/50 point på den store prøve i Dorf.

Kæmpe tillykke Martin & Coco



Endnu en brugsprøve sikkert i hus ...

 06.08.22

Vi ønsker kæmpe tillykke til Jesper Jensen & Pinnmoors Daisy Gin med bestået brugsprøve i dag. 

Well done 💪

Sikke en god start på jeres fælles markprøve karrierer. Vi glæder os til at følge Jer.




fredag den 22. juli 2022

Trænings weekend med Rita Kokeny, Blackthorn Academy ...

 16+17 Juli 2022

Tusind tak til vores fantastiske hvalpekøbere og skønne hundevenner for at være med til at danne rammerne om en helt uovertruffen træningsweekend.

Kig ind på https://www.blackthorn-academy.com/ og se mange fine træningsvideoer af Rita og hendes dygtige hunde.



Drægtighedsscanning ...

 22.07.22

Juubiii - så lykkedes det at få en positiv drægtigheds scanning på Alfa.

Vi måtte afsted mere end én gang da der i første omgang ikke var noget at se. Det kunne vi dog ikke forstå da vi vidste hun har haft tre gode parringer på det rigtige tidspunkt. Hun ligner en der er drægtig og hun opfører sig som en der er drægtig. Så vi prøvede igen og så var der små putter at se på skærmen.

Så, jeg tror det betyder at de måske ikke kommer før lidt senere på ugen i uge 34 - men vi får se. De kommer når de er klar og vi er helt klar til at tage imod dem.

Vi glæder os meget og det er dejligt at vores kommende hvalpekøbere glæder sig ligeså meget som os.

Jeg er sikker på, at Alfa også er klar til at springe ud i det som mor når tiden kommer.




Parring ...

20.06.22

I denne uge har Alfa og Indy haft tre fine parringer. Så nu er det bare at vente i spænding.



Retriever mesterskab ...

18.06.22

I år havde Asti og jeg debut på Retrievermesterskabet i DRK.

Vi havde den bedste dag i det dejligste selskab 😍

Asti gjorde det godt og jeg er meget tilfreds med hendes præstationer. Vi gennemførte 4 ud af Lørdagens 5 poster.

Det var nogle fine poster der var meget jagt realistiske. Markeringer skulle løses som markeringer og dirigeringerne var reelle. 

Tusind tak til Pernille & Helene for support og skønt selskab hele dagen. 

Kæmpe tillykke til Pernille & Indy der gennemførte hele prøven og endte med en fin udemærkelse. 
Well done 👍






Bestået kvalifikationsprøve ...

 15.06.22

Vi ønsker kæmpe tillykke til Kristian Beck og Pinnmoors Sky Airis med bestået kvalifikations prøve. 

Kæmpe tillykke drenge - I styrer for vildt 👍




Flotte præstationer ...

 Juni 2022

Det er ikke ikke kun i DRK regi at vores skønne hvalpekøbere er aktive med deres hunde.

***

Servicehunden Frigga fra Navykuldet har endnu engang præsteret at løbe Royal Run. Denne gang på hendes 6 års fødselsdag hvor hun fik en fin medalje for gennemført 10 km sammen med hendes bruger Christina. 
Kæmpe tillykke piger - well done 👍

***

Martin & Cocco opnåede intet mindre end 1 vinder i åbenklasse i den lokale jagtforening med 49 point ud af 50.

Så flot - kæmpe tillykke 👍


***

Linda & Jolly har også været aktive i deres lokale jagtforening og sørme om ikke de opnåede 9/10 point på alle øvelser. 

Det er bare super flot Linda - godt gået og kæmpe tillykke 👍


***

Jesper & Daisy har også sideløbende trænet i den lokale jagtforening og de blev sørme bedste unghund til den afsluttende prøve. 

Kæmpe tillykke 👍


torsdag den 2. juni 2022

Alfa x Indy ...

03.06.22

Vi venter i spænding på, at Alfa starter sin løbetid. Vi har nu valgt hanhund og den udkårne bliver intet mindre end NOJCH 3.EV2021 Castlemans Syrian - alias Indy. 

Vi har længe ønsket at bruge Indy og det glæder os meget, at det bliver på Alfa´s sidste kuld. 

Indy er en blid og meget kærlig hund, der er venlig mod alle. Han er en hund med stor motor. Ingen afstande er for store for Indy at løbe, han går hårdt til terrænet, løber naturligt lige linjer, gennem alle former for terræn og terrænskift. Han er en fornøjelse at arbejde med og han er altid loyal og gør sit bedste.

Han har været let at træne og har opnået mange fine resultater.  

I 2017 blev han nummer 2 ved det Norske Mesterskab.
I 2018 deltog han på IWT i Holland.
I 2019 2 x 1.Pr. Eliteklasse Jaktprøve Norge 2019 – NJCH
I 2020 2.vinder Mocktrail
I 2021 1. vinder med Certifikat på Vinder A
I 2021 3.EV2021 – 3. vinder med CK på årets Eliteprøve 2021 

Med Alfa´s blide temperament, will to please og fantastiske jagt iver er vi ikke i tvivl om, at dette bliver et fantastisk kuld med stor trænbarhed & virkelig gode arbejdsegeneskaber.

Både Indy og Alfa har avlet virkelig sundt og det håber vi også slår igennem på dette kuld. 

Nedenfor lidt billeder af Indy. I kan læse mere om ham på www.brownhunt.dk






Brugsprøve ...

26.05.22

Vi ønsker kæmpe tillykke til Anne Sigrid Svarrer Pedersen & Pinnmoors Daffy Gin med bestået brugsprøve i Bække i dag.

Flot arbejde af de to dygtige piger - vi glæder os til at følge Jer på den videre rejse i markprøve verdenen.



Ny Dansk Sporchampion (DKSCH) ...

19.05.22

Vi ønsker KÆMPE STORT TILLYKKE til Henning & Pinnmoors Charlie (Harley) med den ny opnåede spor titel "Dansk Sporchampion (DKSCH)"  

Waouu det er flot - vi bøjer os i støvet og anerkender det store arbejde der ligger bag denne flotte titel. 

Well done - vi er meget stolte af de dygtige drenge.



Åbenklasse B ...

13.05.22

Vi ønsker kæmpe tillykke til Kristian Bech og Pinnmoors Sky Airis med 1. Præmie Åbenklasse B i dag - well done drenge !




Udemærkelse ...

07.05.22

Vi ønsker kæmpe tillykke til Jan Jensen  & Pinnmoors Perry Chivas med Udemærkelse i vinderklassen på C prøven på Fyn i dag - waouu

Vi bukker os i støvet for de to dygtige drenge.



Begynderklasse B ...

06.05.22

Sandra & jeg tog kæresteparret Joey & Titan med på B prøve i Farsø i dag. Sørme om ikke de begge gik en fin prøve og de opnåede begge en 1. Præmie.





Nyt markprøve system ...

30.04.22

Det har været en lang men dejlig dag i Give. Titan debuterede på intet mindre end to af de nye prøver og om end hun var træt på eftermiddagens prøve løste hun de stillede opgaver det bedste hun har lært. Jeg er meget stolt af hende - hun kæmper lidt med at være tryg iblandt fremmede og nye steder men hun arbejder sig igennem opgaverne roligt og sikkert. 

1. Præmie Debutant prøve
1. Præmie Introduktionsprøve 



Vinderklasse debut ...

10.04.22

I dag var det Asti´s tur til at blive luftet - vi havde debut på Vinder B. Jeg er meget tilfreds med vores præstation selvom der er plads til forbedring.

Post 1 var en hård nyser og mange var røget ud inden vi kom på.  Asti gjorde det bedste hun kunne og vi fik alle fuglene hjem - om end noget omstændigt.

Post 2 gik rigtig fint og vi kom derfra med gode point. 

Vi var lige 2 point fra at komme med i finalen - vi fik sat for meget til på den første post. Men pyt med det - vi kom igennem og har blod på tanden til næste gang. 

Elsker min lille sorte stjerne der altid gør sit allerbedste. 




Working test i Sæby ...

09.04.22

Vi ønsker stort tillykke til Mie Christensen & Pinnmoors Tango med bestået WT i vinderklasse i Sæby i dag. 

Mie & Tango er myreflittige så det er ganske velfortjent og vi er meget stolte af Jer.

Aqua og jeg havde debut i samme klasse men vi var ikke dygtige nok og må hjem og træne videre.






mandag den 21. marts 2022

19.03.22

Vi ønsker kæmpe tillykke til Kristian Bech & Pinnmoors Sky Airis med 2WT åbneklasse i Lisbjerg i dag.

Super flot drenge - vi er meget stolte af Jer. 




Brugsprøve og begynderklasse C

 20.02.22

I dag var der brugsprøve og C prøve i Voldsted.

Marie & Smilla (Pinnmoors Squash) bestod brugsprøven i fineste stil. Kæmpe tillykke Marie !

Jeg og Titan (Pinnmoors Sky Titan) fik en fin 1. præmie i begynderklassen og sørme om ikke også Titan blev bedste hund. 

Dejlig dag :)




1. Præmie Åben A

 31.10.21


I dag tog Aqua og jeg turen til Toftegården for at prøve kræfter med Åben A. 

Aqua gik en fin prøve og endte med en velfortjent 1. præmie